Projekter
Bøger
Praksis
CV
Kontakt
Thorvaldsens museum
Findes der et mere festligt hus i København end Thorvaldsens Museum?
Det mener arkitekten og forfatteren Bente Lange ikke. »Se museet smiler,«skrev hun for nogle år siden, og det har hun nu fulgt op med en bog, der fortæller om museets tilblivelse, om hvordan det gik til, at denne næsten uprøvede arkitekt Michael Gottlieb Bindesbøll blev valgt, og hvordan Thorvaldsen i modsætning til nutidens givere donerede staden København en gave – nemlig hele sin samling – uden andre betingelser end, at den ikke må blandes med andre Kunstsager, og han ønskede: »Blot et Rum, som er brandfrit og bombefrit med et godt Lys.«
Bogen er en kærlighedserklæring til et af dansk bygningshistories største mesterværker, skrevet af en arkitekt, der selv er udøvende restaureringsarkitekt, og som har lyset og farverne som sit speciale, efter anerkendte værker som Roms farver og Københavns farver.
Det er mesterfotografen Jens Lindhe, der har forestået nyoptagelserne til dette måske righoldigste danske bygværk, hvor den opmærksomme uafladelig kan gå på opdagelse efter nye arkitektoniske pointer.
TEKST Bente Lange
FOTOGRAF Jens Markus Lindhe
UDGIVER Arkitektens Forlag
SIDER 175
UDGIVELSESÅR 2002
ISBN 9788774072737